Hent denne side som PDF
Fællesteori inden for performancelinien vil på den ene side være et sted, hvor mange forskellige ideer og udtryksformer hentes ind for at belyse, hvordan kulturlivet og samfundet har udviklet sig fra romantikken og frem til i dag. På den anden side vil vi se på, hvordan vi kommunikerer og udvikler ideer og visioner inden for kunstneriske område. Det overordnede sigte med undervisningen er at give dig indblik i områder, som er beslægtet med din linieundervisning, således at liniefaget ikke lukker sig selvtilstrækkeligt om sit eget felt, men åbner sig ud mod den kultur og det samfund, det er en del af.
Fællesteorien har du sammen med alle de andre elever fra performancelinierne.
Emnerne i fællesteori kan eksempelvis være:
Æstetik: En introduktion til kunsten og det erfaringsområde, der har med sanserne at gøre. Vi vil undersøge, hvad det er for sprog og udtryksmuligheder, der ligger gemt i billedkunst, film, litteratur m.m.
Kunstforståelse: Her vil du blive undervist i de kunstneriske værkers evne til at afdække strukturer og problemstillinger i den menneskelige psyke og i samfundet.
Kommunikation: Kommunikation udgør en grundlæggende forudsætning for alt socialt fællesskab. Hvis vi vil forstå os selv og vores medmennesker, er det ganske afgørende, at de mekanismer fungerer. Æstetiske læreprocesser kan noget andet end de logiske målrettede tankesæt. Vi vil se på, hvordan vi kan bruge dem i pædagogisk og eksistentielle problemstillinger.
Kreativitet og inspiration: Hvordan kickstarter vi vores fantasi og bryder med de vaner, vi har tillagt os som individer og grupper? Hvad er det for psyko-dynamiske processer, der fastholder os, eller får os til at bryde med forskellige vaner og tankemønstre? Forskellige innovationsstrategier vil blive taget op, brugt og analyseret.
Idé og kulturhistorie: Du vil blive undervist i de ideer og samfundsomvæltninger, som ligger bag modernismen og dens udvikling frem mod postmodernismen.
Ret til ændringer forbeholdes december 2007
|