Oure Efterskole - Sport & Performance. Selvevaluering skoleåret af 2006-07.
Evalueringen af skoleåret 2006-07 skal ses i forlængelse af en meget grundig og dybtgående selvevaluering af skoleårene 2004-05 og 2005-06.
En overordnet sammenfatning af evalueringsprocessen af skoleårene 2004-05 og 2005-06 var, at såvel elever, forældre, lærere og ledelse havde en relativ positiv vurdering af efterskolens samlede pædagogiske virksomhed. Men samtidig med afdækkedes en række områder, hvor efterskolen målrettet skal kvalificeres og udvikles i de kommende år, for at gøre den til en endnu bedre skole for eleverne og til en endnu bedre arbejdsplads for de ansatte.
I forlængelse heraf opstillede vi i 3 hovedområder en række spørgsmål til, hvorledes vi kan forbedre den samlede skolevirksomhed:
1. Hvordan udvikler vi samarbejde og kommunikation? Hvordan styrker vi afdelingerne og efterskolens indre organisation, organisationen og kommunikationen omkring eleverne og samarbejdet mellem medarbejderne indbyrdes og samarbejdet på afdelingerne mellem medarbejderne og ledelsen? Hvordan forbedrer vi kommunikationen på Skolerne i Oure i almindelighed og specielt med henblik på efterskolen med hensyn til elever, forældre, medarbejderne indbyrdes og med hensyn til ledelsen? I den sammenhæng rejser der sig en række spørgsmål angående IT i kommunikationen i forhold til fronter og skolernes hjemmeside. Hvordan udvikler vi den lærende organisation Oure?
2. Hvordan forbinder vi skolernes værdigrundlag med den pædagogiske udvikling? Hvordan skaber vi en proces hvor skolernes værdigrundlag i højere grad bliver synligt i hverdagen og bliver en løftestang i forhold til uddannelses- og dannelsesprocessen? Hvorledes udvikler vi en større indre sammenhæng mellem skolens 3 pædagogiske ben – Sporten/performance, kostskolepædagogikken og de boglige fag? Hvordan udvikler vi yderligere det boglige felt? Hvad gør vi for at forbedre de fysiske rammer omkring undervisningen? Hvordan håndterer vi niveaudelingen? Hvorledes udvikles IT i undervisningen? Hvorledes udvikles fælles forberedelse mellem lærerne, tiltag med teambaseret undervisning og andre kvalitative tiltag herunder udvikling af faggrupperne? Det drejer sig om udvikling af brobygningstiltag i samarbejde med gymnasiet, og endelig handler det om en plan for fortsat videreuddannelse af lærerne.
3. Hvordan udvikler vi netværket om eleverne? Hvordan viderekvalificerer vi husarbejdet? Hvordan styrkes netværket om de unge i forbindelse med husene og klassetilhørsforhold? Hvordan udvikler vi fælles retningslinjer for husarbejdet, der præciserer huslærerens arbejde? Samspillet mellem huslærerne, kostskolepædagogerne, kostskolepædagogisk udvalg, afdelingskoordinatorerne og daglig ledelse skal udvikles yderligere – hvordan?
Alle disse spørgsmål blev i løbet af skoleåret 2006-07 behandlet i en række sammenhænge: Ledelsen har lyttet til såvel forældre- som elevevalueringer i formelle og mere uformelle sammenhænge. Ligesom spørgsmålene har været rejst på en række afdelingsmøder og fælles medarbejdermøder, SU-møder og i forbindelse forhandlingen med tillidsrepræsentanterne omkring lokale aftaler og fælles retningslinjer for skoleåret 2007-08. Endvidere gennemførte alle efterskolens lærer to runder af gruppearbejde angående evaluering af skoleåret 2006-07: Først på skolernes fællesseminar d. 20.-21. april og dernæst på et medarbejdermøde d. 25. maj 2007.
Klik her for at se vedlagte bilag angående lærernes evaluering af skoleåret 2006-07.
Skolens ledelse er i det store og hele enig med de evalueringssvar medarbejderne gav: På den ene side fremgår det, at der ifølge lærerne er sket mærkbare fremgange og forbedringer med hensyn til kommunikation og ledelse, med hensyn til den pædagogiske udvikling og med hensyn til det pædagogiske og sociale netværk omkring eleverne.
Men på den anden side peges der også på en række områder, hvor vi konkret skal forbedre såvel kommunikation, ledelse, de fysiske faciliteter som det pædagogiske arbejde og den kostskolepædagogiske indsats.
Parallel med og som del af den tilbageskuende evalueringsproces i foråret 2007 afholdtes en række ledelsesmøder, SU-møder og møder med Tillidsrepræsentanterne, hvor konkrete nye tiltag til udvikling af efterskolen i det kommende skoleår blev diskuteret. Ledelsen besluttede derfor nedenstående initiativer og nye tiltag for skoleåret 2007-08, der således skal opfattes som et direkte resultat af evalueringen af skoleåret 2006-07.
Initiativer og nye tiltag i skoleåret 2007-08
1. Fra Oure Idrætsefterskole til Oure Efterskole Sport&Performance: Vi benyttede skolens 20-årsjubilæum til at skifte navn, hvor performance – dvs. musik, dans og teater får en mere central stilling. Dette betyder allerede i skoleåret 2007-08, at vi starter med den nye musiklinie og i sommeren 2009 starter med en teaterlinie. Dette gør uden tvivl vores skole bliver sjovere, og betyder at skolen får nye typer af elever, men det rejser selvfølgelig også en række pædagogiske og strukturelle spørgsmål og problemer. Det øgede antal sport&performer-linier gør det ikke lettere at organisere dagligdagen. Ligesom den fælles studierejse til New York er en ny stor udfordring.
2. Oprettelse af en 9. klassesafdeling på tværs af sport/performancelinierne: Ud fra pædagogiske hensyn besluttede vi, at lave en særlig afdeling for skolens 9.klasser på tværs af deres linietilhørsforhold. Dermed har vi ment, at det vigtigste er de socialpædagogiske overvejelser og hensyn, selvom denne ordning vil skabe nogle problemer med hensyn til koordinering af sport/performancelinierne. Det er spændende, at evaluere hvad denne nye afdelingsstruktur har betydet.
3. Ny klasselærerordning og Oure-elevplanen: I 20 år har efterskolen centrale ordning været huslærerordningen, således at huslæreren var den centrale person i forhold til eleverne i både sociale og faglige sammenhænge og således også i forhold til kommunikationen med forældrene. Vi mener, at denne ordning skal udbygges med en forstærket klasselærerordning, hvor der skabes en klarere arbejdsdeling mellem huslæreren og klasselæreren – således, at begge får mere afklarede og håndterlige arbejdsopgaver. Oureelevplanen udarbejdes i samarbejde mellem eleven og klasselæreren. Det er først og fremmest dansklærerne, der er klasselærere, og det betyder, at én ud af de 6 dansktimer benævnes klassens time med faglig vægtning af humanistiske problemstillinger. I de resterende tilfælde er det lærere, der har mange timer på det pågældende hold, der er klasselærere – disse får tildelt én time af danskkvoten til klassens time.
4. Obligatorisk idræt med karaktergivning: For at styrke fagligheden og sammenhængen mellem det boglige og sport&performance gøres en del af elevernes linievalg til svarende til folkeskolens obligatoriske idrætsundervisning med en mere bred og almen idrætsdel i et timetal, der svarer til folkeskolens idrætsundervisningen. Der gives særskilt karakter i idrætsdelen og i elevens specialidræt.
5. Mad og livsstil: For ligeledes at styrke efterskolens faglighed gør vi elevernes deltagelse i spisehusets undervisning og madlavning til et nyt fag benævnt Mad og Livsstil, der består af en praktisk del i spisehuset, en teoretisk ernæringsundervisning og en tematisk behandling af temaet i den boglige undervisning. Der gives karakter i såvel den praktiske som i den teoretisk del. Faget kan således være med til at skabe vekselvirkning mellem den boglige undervisning, undervisningen i sport&performance og elevernes læring i praktisk ernæringslære.
6. Styrkelse af afdelingerne med planlagte afdelingsmøder og styrkelse af afdelingskoordinatorerne: I lærerevalueringen fremgår klart ønsket om at styrke afdelingernes liv og struktur. Daglig Ledelse vil i samarbejdet med afdelingskoordinatorerne tage en række nye tiltag i den forbindelse. Afdelingskoordinatorerne skal have daglig kontakt med DL, være med til at forberede afdelingsmøderne, følge op på møderne, forfatte afdelingsbreve, sørge for kommunikationen, være bindeled mellem afdelingens lærere, huslærerne og kostskolepædagogerne, deltage i svære elevsager og rådgive især nye lærere.
7. Oure som IT-skole: Undervisning og kommunikation: Målet i dette skoleår er, at alle elever og lærere har bærbare computere. Dette kræver videre en plan for placering af projektorer i så mange klasseværelser, som det er økonomisk muligt. Skolen udbygger ved skoleårets start IT-support placeret centralt for elever og lærere i 2AB. Trådløs opkobling skal udbygges overalt. Fortsat kurser i fronter og udbygning af fælles erfaringer og arkiver med hensyn til brug af IT i undervisningen. Styrkelse af den interne kommunikation ved hjælp af fronter er en fortsat opgave. Ligesom der udsendes månedlige informationsbreve til forældrene, og at brugen af efterskolens hjemmeside forbedres og styrkes.
8. Styrkelse af fagudvalgene, den boglige undervisning og brobygning til de gymnasiale uddannelser: Der udpeges ansvarlige formænd for fagudvalgene, og der sættes timer af til arbejdsopgaverne. I det hele taget skal fagudvalgsarbejdet styrkes. Der startes et fagligt samarbejde med gymnasiet angående faglig brobygning mellem efterskolen og gymnasiet. Niveaudeling i dette skoleår etableres som opdeling mellem grundholdene og de almindelige hold, der har som faglig målsætning at forberede til de gymnasiale uddannelser. Dette skal der arbejdes med i løbet af skoleåret – ligesom der skal arbejdes med en plan for videreudviklingen af undervisningen af de bogligt svagere elever. Der etableres en lektiecafe på Bondestedet, hvor der skabes et positivt miljø, og der afsættes vagtressourcer til arbejdsopgaven. Ved skoleårets start er der aftalt en klar struktur angående Skole- og studievejledernes arbejde. Den overordnede arbejdsopgave for skole- og studievejlederne: Vejlederne forestår koordineringen af den samlede vejledningsindsats på Skolerne i Oure. Udarbejder årsplaner, evaluerer og fremskaffer eller udarbejder relevant materiale. Faste mødetider og indretning i de mere centralt placerede lokaler i 2AB – som vejlederne hele tiden har ønsket det.
9. Den ansvarlige verdensborger - den ansvarlige og reflekterende elev, sportsudøver og performer: Arbejdet med at udvikle en sammenhæng mellem skolernes værdigrundlag og dagligdagens pædagogik skal udbygges i løbet af skoleåret. I jubilæumsskrifter Reflect har ledelsen skrevet en mere håndterlig udgave af skolernes værdigrundlag med henblik på en debat om sammenhængen mellem værdigrundlaget og pædagogikken i den boglige undervisning, i sport&performance og i kostskolepædagogikken. Forløbet angående den ansvarlige verdensborger nyformuleres.
10. Undervisningsfaciliteterne og elevhusene: I forlængelse af lærernes evaluering er der iværksat en række forbedringer af undervisningsfaciliteterne. Dette har bl.a. betydet indretning af flere gode undervisningslokaler på Kurstedet og en række andre tiltag med hensyn til gardiner, forskønnelse osv. Ligesom en række tiltag skal tages i forbindelse med Naturvidenskabeligt Hus. Der er ligeledes taget initiativ til flere projektorer i klasseværelserne. I løbet af skoleåret vil der yderligere blive taget initiativer i forbindelse med forbedringer, ligesom en plan til forbedring af elevhusene iværksættes med nye drivhuse, nye bord/bænke og udskiftning af tage. I løbet af de kommende år vil alle elevhuse blive renoveret.
11. Årligt tilbagevendende skoleseminar: I lærerevalueringen blev der udtalt ønske om, at der hvert år afholdes et fælles seminar for alle ansatte på Skolerne i Oure – et sådant afholdes 23. maj.
Evalueringen af skoleåret 2007-08. Disse nye initiativer og tiltag danner således også udgangspunktet for efterskolens selvevaluering af skoleåret 2007-08. I løbet af foråret 2008 vil efterskolens ledelse gennemføre en møderække med efterskolens medarbejdere, med elevrådet og med SU/TR, hvor skoleåret evalueres. Ligesom løbende meldinger fra elevernes forældre vil indgå i ledelsens evaluering af skoleåret.
Med venlig hilsen
efterskolens ledelse
|