Kenneth Hanning – fra elev til underviser på Oure Højskole.
Kenneth startede sin karriere i 1996 med et almindelig klatrekursus. På det tidspunkt forsøgte han at få nogle venner med sig, dog uden det store held og endte op med at nyde sporten alene. Efter nogen tid med at klatre, meldte Kenneth sig ind i en klub, og begyndte at tage til Sverige for at klatre klippe.
”Så kom jeg faktisk på Oure og startede på den nye adventurelinje. Det var for at prøve noget nyt og noget andet, men det var ikke 100% for at klatre”, siger Kenneth. Han brugte efterfølgende et år som instruktør på skolen. Tingene gik herefter hurtigt og turen gik endnu engang til Sverige, og kun et år efter at Kenneth startede med at klatre, var Kenneth, sammen med resten af Oures adventurelinje, på vej mod Himalaya ”Det var alm. bjergbestigning, men jeg fik blod på tanden og valgte herefter at tage en sæson i Alperne for at klatre og stå lidt på ski. Jeg tog hjem til København i kort tid, for at spare lidt penge sammen og valgte herefter at flytte til Alperne i nogle år. Det eneste jeg lavede var at klatre og stå på ski, og jeg var så heldig at jeg kunne arbejde på et hotel, hvor jeg kunne komme og gå som jeg ville. Så jeg havde jo luksus forhold”, siger en smilende Kenneth Hanning.
”Jeg boede hos en tysk bjergguide og efter nogle år, begyndte jeg at tænke over, hvor jeg ville hen med det her”. Efter at have arbejdet nogle år tog Kenneth beslutningen om at uddanne sig til professionel bjergguide og efter 2 års målrettet ansøgning, kom Kenneth ind på UIAGM bjergguideuddannelsen. 4 år, adskellige kurser og rigtig mange timer i bjergene senere, kunne Kenneth kalde sig bjergguide og meldte sig derved ind i en eksklusiv klub med kun 2 andre danskere. Med fokus på sikkerhed og personlig udvikling navigere Kenneth sikkert deltagere rundt i klipperne, lavine farligt terræn, ture til Mount Blanc etc.
Nu har Kenneth valgt at udvide sine kompetencer og skriver i øjeblikket sit speciale på Copenhagen Business School i Human Ressource Management Samtidig er Kenneth vendt tilbage til Oure som underviser på Adventure-/instruktørlinjen og skal snart føre højskolens instruktører til klatreeksamen.
Det er med stor glæde, at skolerne i Oure kan tilføje Kenneth Hanning til et i forvejen meget kompetent og engageret hold af adventure-undervisere, som også fremover skal sørge for at elever på Oure, får den bedste undervisning.
For at læse mere om Kenneth Hanning – se www.traverse.dk


|