Der er lagt op til et brag af et adventurerace, når Skolerne i Oure sender ca 25 højskolerelever ud på årets sidste store raceudfordring.
Deltagerne er højskoleelever fra Oure Sport, PSI (skiinstruktørerne) og Adventure instruktørerne, som den sidste uge op til racet har forberedt sig som til et ”rigtigt” race. Der skal koordineres udstyr, købes mad og drikke, diskuteres taktik, målsætninger m.m., alt imens de skal passe deres travle skolegang. Derudover skal holdet også lave en præsentation til racets facebook-gruppe, hvor der ud over et holdbillede, også skal fortælles om holdmedlemmer, race CV, forventninger til racet, osv.
Fra racearrangøren forlyder det, at det bliver en særdeles hård omgang. Der er lagt stor vægt på en rute, som er anderledes i forhold til, hvad deltagerne ellers har været udsat for i træningen op til racet. De discipliner som er offentliggjort for deltagerne er: O-løb, mountainbike, bike `n` run og klatring. Derudover kommer ruten til at byde på en del overraskelser, som stiller store krav til holdets evne til at fordele ressourcer, arbejde sammen og klø på, selv når det bliver allermest uoverskueligt.
Starten går fra Oure tirsdag d. 25.nov. kl. 19, og det første hold forventes i mål på Oure onsdag eftermiddag. Ruten er anslået til at være ca.160 km.

Der vil være et internt pressekorps, som følger racet tæt og løbende up-loader billeder og nyheder fra ruten. Alt det kan du finde på facebook-gruppen: Oure Adventure race (husk mellemrum ml. ordene). Kom direkte til sitet ved at klikke her.
Læs mere om AdventureSport på Oure her!
|