Skolerne i Oure Sport & Performance
Kontakt os Bestil materiale Sitemap
   
 
Oure forside  Pressemeddelelser
 
Første golf pro lærling i Oure

21-årige Jan Henriksen en af landets første golf-lærlinge udenfor en golfklub. Miljøet på Skolerne i Oure Sport & Performance har grebet ham

Af Lars Rasmussen

Frem til 1. april 2011 har Skolerne i Oure Sport & Performance en officiel PGA Golf Pro lærling. 21-årige Jan Henriksen har netop fået kontrakt som en af de første i Danmark udenfor en golfklub.

Aftalen mellem organisationen Professionel Golfers Association (PGA) og golfakademiet i Oure bygger på, at Jan Henriksen er i lære hos den professionelle golfer, Troels Lodberg. Det meste af året er han i praktik som instruktør for eleverne og de studerende på efterskolen, højskolen og gymnasiet, og hver vinter skal han tre måneder på PGA-uddannelsen i Ikast, hvor han bl.a. lærer idrætspædagogik, psykologi og golfteknisk viden.

- Jeg har spillet golf lige siden 1999, men det blev først seriøst, da jeg begyndte på gymnasiet i Oure i 2003, fortæller Jan Henriksen.
- Min drøm var oprindeligt at blive professionel spiller, men mit mål er nu i stedet at blive en rigtig god træner, fortæller han.

 

Udviklende miljø
Jan Henriksen vurderer, at golfmiljøet ved Skolerne i Oure har udviklet sig meget de seneste 5 år.
- Da jeg kom, kunne vi nærmest kun slå kuglerne ud over en åben mark – i dag kan de fysiske anlæg måle sig med de bedste i landet. Vi har et stærkt team af instruktører og et godt samarbejde med Svendborg Golfklub, fortæller han.

Aftalen med PGA in Denmark er en blåstempling af golfakademiet i Oure som uddannelsessted, og Jan Henriksen ser frem til de næste års uddannelse. Han ved, hvad han går ind til, for siden studentereksamen i 2006 har han brugt et år som instruktør på prøve på højskolen.

Efter lærlingetiden har han i øvrigt planer om at tage fysioterapeutuddannelse i Odense, så han er godt rustet til en professionel karriere som golftræner.
- Mit mål er at være med til at udvikle endnu flere golftalenter i Danmark, og jeg håber derfor også at komme ind omkring landsholdet, forklarer han.

 

 


Siden er sidst opdateret d. 7-5-2008 af   Til top
Printvenlig version
 
         

Skolerne i Oure Sport & Performance     Idrætsvej 1     5883 Oure     Telefon: 62 38 38 38     Fax: 62 28 18 85     E-mail: info@oure.dk