Kære elever
Oure Kostgymnasium byder velkommen til brobygningen fra 10. klasse. Vi glæder os til at give dig og 375 andre elever en introduktion til STX og Oure Kostgymnasium.
De 5 eller 8 dage, du skal være elev på Oure Kostgymnasium, vil give dig et godt indblik i uddannelsens form og indhold, et indblik som du kan bruge, når du skal vælge din ungdomsuddannelse.
Derfor er det vigtigt, at du ”suger til dig” og stiller spørgsmål til det, du har brug for at vide, dels angående STX, dels angående sport og performance og kostskole, hvis du overvejer at blive elev på Oure Kostgymnasium.
På Oure Kostgymnasium har vi valgt at undervise under overskriften ”kroppen i tykt og tyndt”. Under denne overskrift vil du møde flere af gymnasiets fag. Både kunstneriske fag - drama og musik – og idræt såvel som ”almindelige” fag.
De fem dage i brobygning har dette skema: Mandag og tirsdag bliver du - efter en grundig introduktion til brobygningen - undervist i drama, musik og idræt. Onsdag, torsdag og fredag bliver du undervist i øvrige gymnasiefag. Du vil møde flere af gymnasiets lærere, som vil give dig et indblik i form og indhold i gymnasiets undervisning., herunder de krav til forberedelse og deltagelse i undervisningen, som kræves.
Hvis du har valgt otte dage på STX, kommer du igen ugen efter de ovennævnte fem dage fra onsdag til fredag. Der skal du arbejde med en problemformulering indenfor et af gymnasiets såkaldte hovedområder: Naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Dette vil give dig mulighed for at fordybe dig i den studieretning, som du overvejer at følge i din videre uddannelse.
Begge forløb – 5 dage eller 8 dage – sluttes af med en evaluering og et møde med en ”rigtig” gymnasieelev.
Vi håber brobygningen vil afklare dig yderligere og at du får en god brobygning på STX på Oure Kostgymnasium.
På vegne af Oure Kostgymnasium og Skolerne i Oure – Sport og performance
Allan Kruse, rektor
|