Skolerne i Oure Sport & Performance
Kontakt os Bestil materiale Sitemap
   
 
Oure forside  Efterskole  Nyhedsbrev  oktober 2008
 
oktober 2008

Så er vi nået godt ind i efteråret med masser af lavthængende sol, knaldblå himmel, regn, rusk, mudder og forfrosne elevfingre på morgencykelturen på vej til undervisning.

September bød på fællesarrangementer på alle tre afdelinger. Alfa-afdelingen havde sportsturneringer for alle huse, Beta holdt atletikdag på Skaarup seminarium og Omega rappede, ”battlede” og dansede mod hinanden en hel aften. Fælles for alle tre arrangementer er god sports- og kampånd, livlig deltagelse og super fællesoplevelser.

D. 28. september afholdt Oure ”Skolernes dag” med åbent hus på Efterskolen, Kostgymnasiet og Højskolen for eventuelt kommende elever. Vi anslår, at der var omkring 1200 mennesker der lagde vejen forbi skolerne for at se og høre om hverdagen – ca. 100 nuværende efterskoleelever havde meldt sig som ambassadører til at vise gæsterne rundt og de skal have stor ros for at repræsentere vores skole flot.

Efterskolens årsplaner for de enkelte hold er nu uploadet til vores hjemmeside og kan læses ved at klikke HER. Planerne vil, hvis nødvendigt, blive justeret omkring 1. februar.

Eleverne skal have deres første standpunktskarakter i oktober måned. Den får de af deres klasselærer og samtidigt afholdes den første af tre ”Oure-elevplanssnakke”. Alle efterskolens elever får deres egen Oure-elevplan, der udfærdiges i samarbejde med klasselæreren. Planen uploades til elevernes klasserum i vores intrasystem og I kan sammen kigge på og snakke om den hjemme.
I forlængelse heraf, vil I blive kontaktet telefonisk af klasselæreren for en faglig orientering om jeres unge.

Det er også i denne måned, at 10. klasserne tager hul på den obligatoriske 10 dages brobygning til ungdomsuddannelsessystemet. Eleverne skal hver især besøge 2 uddannelsessteder i vores lokalområde. Fra uge 44 til og med uge 48 er 10. klasses holdene på skift ude af efterskolens boglige undervisning. Vi sørger for at de kommer frem og tilbage, at de kan smøre madpakke til at tage med osv. så de unge kan koncentrere sig om indholdet i brobygningsundervisningen.
Fra uge 43 vil der ligge informationer her på sitet, der vedrører brobygningen.

I uge 42 holder efterskolen efterårsferie. Fredag d. 10. sender vi eleverne hjem omkring kl. 15.00. Der er almindelig skoledag frem til afrejse. Der er indsat ekstrabusser fra Fynbus, men al erfaring viser, at der er travlhed, fyldte busser/tog og forlænget rejsetid sådan en dag. De unge må derfor væbne sig med en pæn portion tålmodighed, men hjem kommer de!
I efterårsferien afholder Skolerne håndboldcamp – en mangeårig tradition med udefrakommende elever. Det betyder, at nogle af vores elevhuse skal bruges til indkvartering af håndboldelever. De berørte huse og elever vil få direkte besked.

Vi fortsætter vores renovering af elevhusene – dog er der nu nogle ugers pause i den indvendige renovering for at nedtage gamle drivhuse og støbe fundament til nye. I alt 4 huse får nye drivhuse i løbet af de næste 4-5 uger. Det er også i løbet af oktober, at taget på den nye ungdomscafe forventes rejst. Byggeriet vil I kunne tage i nærmere øjesyn, når vi inviterer til forældredage i november.

Datoerne for forældredage er:

  • OMEGA: 8. november 2008
  • ALFA: 15. november 2008
  • BETA: 22. november 2008

Alle dage i tidsrummet ca. 11.00-17.00. I vil modtage en særskilt invitation fra jeres respektive afdeling.

Vores rejser i dette skoleår er nu ved at være på plads. Snart udsender vi et særligt rejsebrev, fra Sport- & Performanceakademierne, med informationer om de enkelte rejser.
Som det ser ud nu, går turene til så forskellige steder som:
New York USA (Contemporary dance, music & acting), Barcelona Spanien (håndbold), Madrid og Malaga Spanien (fodbold), Tyrkiet (golf) og Vaujany Frankrig (sejl, surf og adventure).

Skieleverne på BETA-hold 13, 15, 16, 17 og 18 møder ind allerede fredag d. 2. januar for at køre med bussen til Frankrig. Golfeleverne på hold 16, 17 og 18 møder ind d. 4. januar sammen med resten af eleverne.

Nu hvor vi nærmer os den mørkeste tid på året, vil vi gerne opfordre til, at I forældre sørger for cykellygter til jeres børn og meget gerne magnetlygter, der sidder permanent på cyklerne. Eleverne cykler hver dag i lokalområdet og vi har fået en henvendelse fra landbetjenten om, at det ikke ser for godt ud med cykellys. Landbetjenten tager derfor den store blok i brug fra nu af og udskriver bøder til de elever, han måtte møde uden lys. Der er mørkt hernede på Sydfyn og intet gadelys, så for jeres børns sikkerheds skyld, vil vi gerne have cykellygterne bragt i orden.

En anden opfordring fra os handler om fravær og fritagelse. Hvis det overhovedet er muligt, vil vi gerne bede om at lægebesøg, tandlæge osv. så vidt muligt lægges på de dage, hvor der er hjemrejse. Næste gang, der er en forlænget hjemrejse er fredag d. 5. december.

Vi ønsker jer en god ferie med jeres børn og glæder os til at se jer til forældredagene i november.


Venlig hilsen daglig ledelse, efterskolen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret d. 7-10-2008 af IT afdelingen  Til top
Printvenlig version
 

 

Nyhedsbreve fra Efterskolen

2008/2009

Nyhedsbreve 2007/2008

         

Skolerne i Oure Sport & Performance     Idrætsvej 1     5883 Oure     Telefon: 62 38 38 38     Fax: 62 28 18 85     E-mail: info@oure.dk