Hent denne side som PDF
Havadventure dækker en række discipliner på havet, hovedsagelig surf, kajak og sejlads i skolens matchracere. Det er ikke nødvendigt med forudgående kendskab til de nævnte sportsgrene, men det forudsættes, at man har lyst til at lære ovennævnte discipliner, både praktisk og teoretisk. Undervisningen foregår på Lundeborg havn, hvor vi har vores faste ”havadventure” base. Efter at have afsluttet skoleåret, vil du have en god forståelse for sportsgrenene. Du vil blandt andet, i vintermånederne, blive undervist i ”duelighed” og have været til afsluttende prøve.
Undervisningen foregår med skolens udstyr, herunder både, kajakker og windsurfere. Vi stiller ligeledes våddragter til rådighed, men du er velkommen til at medbringe eget udstyr. Udover ”dueligheds”kursus vil du blive undervist i livredning/ svømning, samt i almen idræt (boldspil, konditionstræning, mtb, mm).
Ski- eller snowboardforløbet ligger i vinterhalvåret parallelt med adventuresporten og indeholder 8-10 ugers fysiske, tekniske og teoretiske forberedelser til 3 ugers ophold på Oures alpine base i de franske alper. Vi råder over eget hotel i landsbyen Vaujany ved ski-sportstedet Alpe d’Huez.
Målsætning: • En kvalificeret præsentation og træning af disciplinerne og ski/snowboard, der skal give eleven et fundament for videre involvering og fordybelse. • Mestring af disciplinerne på et teknisk og sikkerhedsmæssigt niveau. • Skabe bevidsthed om sportens og træningens rolle i forhold til kropslig og mental sundhed, samt sociale kompetencer.
Muligheder for certificering: • Grundkursus i førstehjælp (Dansk førstehjælpsråd) • Livredderprøve (Dansk Svømmeunion) • Duelighedsprøve
De boglige fag er en central del af efterskoleopholdet i Oure. Derfor er prøveresultaterne mindst lige så vigtige som sportspræstationerne. Målet er at sikre hver enkelt det bedst mulige prøveresultat. Læs siden Sådan er undervisningen for nærmere oplysninger.
Efterskolen er rammen om linjen. Alle elever indgår i praktisk arbejde og fællesarrangementer på tværs af linjerne. I fritiden er der desuden mulighed for at benytte skolens mange øvrige tilbud. Læs derfor også siderne Sådan er rammerne og Ordensregler og sociale spilleregler grundigt. Undervisningen på din linje indbefatter ligeledes mindre forløb i andre sportsdiscipliner, således der kan gives generelle udtalelser og karakterer, der svarer til kravene fra folkeskolen i faget idræt.
Ret til ændringer forbeholdes august 2008
|