Så ramte vi årets sidste skolemåned, og det lakker nu for alvor mod enden.
Mundtlige prøver Efter at have veloverstået de skriftlige prøver, er det nu tiden til at starte op med de mundtlige (se en oversigt her). Vi skal igen gøre opmærksom på, at der ikke er læseferie hjemme, men man læser hernede på skolen. De dage, hvor man er til prøve er man fritaget for undervisning, ellers bliver der udbudt undervisning på linjerne, som er obligatoriske. Vagten har udvidet åbningstiden til at starte kl. 11.
Blå bog Eleverne har i de sidste 14 dage skrevet om hinanden i husene og indleveret dette til daglig ledelse, som så står for at få lavet en Blå Bog, eleverne kan have som minde om deres efterskoleår på Skolerne i Oure.
Forældredage 9. klasserne og 10 kl. SSAG har afholdt forældredage. Det foregik i højt solskin både på Oure mark og Lundeborg havn. Det var to rigtige gode dage og vi takker for den store opbakning til arrangementerne og håber I havde nogle gode dage.
Award - bliveweekend Weekenden i uge 25 er årets sidste bliveweekend på Oure mark. Fredag er der Award aften, hvor alle mulige forskellige priser både til elever og ansatte vil blive uddelt. Lørdag er der fest, hvor bla. IBENS kommer og spiller, og hvor det er ved at være sidste chance for at byde han/hende man har haft et godt øje til hele året op til dans!!!!!!
Gallafest Gallafesten dagen før afslutningen er den absolut sidste fest på Oure mark. Vi samles i hallen og spiser sammen iført det stiveste pus. Efterfølgende er der fest til den lyse morgen.
Afslutning Lørdag d. 28. juni er store ”tude” dag og dagen, hvor I skal have jeres små poder med hjem igen. I har muligheden for at komme kl. 10 og begynde at pakke. Helst ikke før. Kl. 10.30 vil der være en forfriskning i spisehuset og det formelle starter i hallen kl. 12. Vi forventer at seancen i hallen er slut kl. 14.
Tusind tak for i år og for et godt samarbejde.
Mvh.
Daglig ledelse efterskolen
|